Adfærd og kommunikation

 Næsten hver uge støder jeg på skræmmende billeder og filmklip på enten FB eller Youtube af børn og hunde i situationer som er, eller bliver, farlige for barnet. Voksne står og iagttager og fotograferer uden at gribe ind, hvilket kun kan skyldes uansvarlig uvidenhed. Det er i mine øjne lige grusomt over for både barnet og hunden.

Det er lidt rystende at mange hundeejere er så dårlige til at se og forstå hundens signaler. Det vil jeg håbe at vi hundetrænere, kennel- og raceklubber og andre ”professionelle” vil gøre meget mere ved mht at undervise alle hundeejere .

I det nye nummer af Canis findes en opfølger på temaet fra Canis 1 2015 om netop kommunikation. Artiklen i Canis 2 15 som rammer din postkasse ca. 20. april ser mere på brist i kommunikation mellem hund og menneske som fører til problemadfærd. Netop denne artikel  af Anna Compton samt to artikler vi havde i Canis 4 og 5 fra 2014 af Eva Bertilsson kan være meget givende for alle hundeejere – nye som erfarne.  Evas  artikler om problemadfærd ”Forstå funktionen” og ”Kan din hunde bede dig om det den vil have?”  og Annas artikel i det nye blad påpeger en lille men væsentlig detalje i alt dette her: At kommunikation fra hunden til os er adfærd. Adfærd er ikke altid kommunikation men kommunikation er adfærd. Vi skal lære at se på vores hunde – se på deres adfærd som kan være signaler, og lære at forstå disse adfærds funktioner. Viden om disse ting kunne skåne mange for bidskader (og hunde for aflivning).

Se det er en helt indlysende ting for mange erfarne hundeejere og trænere af den slags som uddanner sig mere eller mindre målrettet. Men faktisk kan mere viden og indsigt i disse her ting bruges til andet og mere end at stoppe farlige situationer. Jo dygtigere jeg som træner er til at observere selv små bitte ting i et træningspas, jo bedre træning kan jeg få. Træning er ikke kun en session hvor jeg vil lære min hund dette eller hint, træningspasset er en samtale mellem hund og fører. Dine adfærd er konsekvenser af hundens adfærd – et svar -  og omvendt. Jeg skal definitivt lære mig mere om dette.

Hvor positivt??

Det er ikke sjældent at man hører hundeejere som træner vældig pænt og positivt skelne mellem træning og opdragelse.

Man er vældig flink til at træne med klikker og godbidder og legetøj på træningspladsen, altså regulær positiv forstærkning og ingen sure miner fra føreren her, for lille Fido skal jo lære alt det her og have en positiv attitude. Og vi ved jo at det kræver at der ikke er støj på linjen med ubehag i træningen.

Men når lille Fido spiller rollen som familiehund derhjemme i hverdagen - som kan være travl og måske stresset med børn og tøjvask og madlavning - så er vi ovre i en helt anden boldgade: Opdragelse! Her skal lille Fido ikke lave ballade med skoene i entreen, ikke stjæle børnenes legetøj og en helt masse andet på en ikke-liste. (Du kan for øvrigt læse en rigtig god artikel om dette i det nye nummer af Canis om familiehundens grundkompetencer af Randi Laursen).

Når det gælder hverdagen mener mange at opdragelse er noget andet end træning, der skal "sættes grænser". Og dette lidt diffuse udtryk dækker som regel over at der nedsættes nogle forbud som, hvis de ikke efterleves, har en eller anden slags ubehag som konsekvens - et hårdt nej, lige tage lidt fat i skindet eller andet som ikke hører hjemme i dyremishandling eller vold, men bare er ubehageligt nok til at hunden stopper eller undviger den slags situationer igen. Ja, det virker da også.

Men når ordet konsekvenser bliver sagt så siger det sig selv:  Der er tale om læring uanset om du er hjemme eller på træningspladsen. At lære hvilke adfærd som er ønskelige derhjemme, er akkurat det samme som at lære adfærd på træningspladsen for hunden. Der bliver bare i nogle tilfælde tale om to helt helt forskellige træningsstrategier. Hvorfor skifte strategi fordi vi er derhjemme? Virker positive strategier ikke godt på træningspladsen ? Hvorfor så ikke bruge dem derhjemme?

En anden ting som nogle ikke gør sig fuldstændigt klart, er: Hundens association til dig.
Måske har du lige hentet ungerne fra institutionen, Fido farer rundt og er glad i entreen og har også lige stjålet Frejas yndlingsdukke på vejen og dette efterkommes med et hårdt nej der får Fido til at slippe og klappe lidt sammen. 15 min senere stiller du dig op og vil finpudse lidt grundfærdigheder ude i haven bevæbnet med klikker og frikadeller. Og nu forventer du at tavlen er vasket ren?!
Selvfølgelig betyder enkeltstående tilfælde ikke det store, og hunde tåler absolut også modgang i livet - ligesom vi ikke er fuldkomne og altid kan efterleve vore egne idealer. Men jeg tror at man godt kan tænke lidt mere over dette her. Hvis du generelt har en hård tone overfor hunden når du kalder det opdragelse, skal du ikke forvente at din hund er fuldstændig tryg og fri i sin attitude når den pludselig skal "træne". For den er det alt sammen læring!

Svær eller nem at træne med?

I Canis nr 1 2014 drejede tema sig om arv og miljø. Dette er et tema der interesserer mig rigtig meget -  i tråd med blogindlægget fra d.28. (Det er min skyld..).

Især Maj-Brit Iden, Anette Matlands og Gry Løbergs artikler med fokus på arvelighed af mentale egenskaber synes var yderst interessant og pegede på opdrætternes ansvar.  For faktum er at vores valg af race og individ jo giver os et udgangspunkt for hvordan vores liv med vovsen vil forme sig. Hvor svært eller let bliver det at have hunden i hverdagen og hvor godt egner den sig til det du gerne vil bruge hunden til?

Jeg synes det er værd at bruge en del tid på at tænke over hvad der skal til for at få succes med mit  hundehold når jeg nu har valgt belønningsbaseret hundetræning. Når man vil undlade at bruge ubehag (i daglige tale straf) på sin hund for at korrigere dens adfærd, ja så må man blive specialist i at belønne. Så det første skridt i den retning er at DU SOM HUNDEEJER LÆRER DIG AT BELØNNE DIN HUND PÅ EN MÅDE SOM GIVER EFFEKT FOR DEN ADFÆRDSÆNDRING DU ØNSKER – altså at hunden vil modtage den belønningsform du tilbyder.

 

Det er fuldstændigt korrekt – som mange andre instruktører end mig påpeger - at belønningsleg afgjort er noget der kan læres. Vi kan opnå MEGET bedre træning ved at lære hunden at lege. Og der kan faktisk OGSÅ gøres noget for hunde som ikke er så madglade for at blive mere interesseret i madbelønning. Og jeg mener klart at vi som hundeejere må tage denne opgave på os!

 

MEN når det så er sagt, så mener jeg absolut også at OPDRÆTTERNE burde skele lidt til dette – uanset hvad for en hunderace vi taler om og uanset om hunden skal være konkurrencehund eller ej.

ALLE hunde har brug for en eller anden form for træning/læring af almindelige hverdagsting (såvel som vi er nogen der ønsker os en Ferrari på konkurrencebanen). Og nu har vi der dyrker hundesport helt sikkert mere træningsinteresse end fru Jensen der køber sig en familiehund, og som ikke køber den med andet formål end en ledsager på skovturene. Vi som træner målrettet, skal nok få arbejdet med belønningsinteressen, og vi har også stor fokus på dette når vi køber hund! Men hvis fru Jensen får fat i en hund som ikke har den store madglæde og som glor forundret når en bold triller hen ad jorden – så får hun det lidt svært når hun skal til at lære den at komme når hun kalder hvis der er mange forstyrrelser tilstede – eller hun gerne vil have den med på ture i byen, på camping etc. og den her meget gerne skulle kunne gå pænt i snor. Hvis det er svært at belønne hunden, og der virkelig skal lægges meget arbejde i dette – hvor meget tror du så Fru Jensen får trænet med Fido? Og hvis hun får problemer med Fido fordi hun ikke får trænet – hvem taber så her? Det gør BÅDE fru Jensen OG Fido.

 

Jeg kunne ønske mig at opdrætterne havde mere fokus på dette for der er afgjort OGSÅ tale om en medfødt faktor. Det er 100 gange SJOVERE og NEMMERE at træne med en hund der synes at kong er gud – uden at jeg skal lægge måneders arbejde i dette før jeg overhovedet kan få noget ud af træningen . Og hvis det er sjovt og nemt at træne med hunden fordi den er nem at belønne – så får du også gjort det! Hunde som er svære at belønne, kræver meget dygtige trænere! De kræver meget mere omhyggelig planlægning af træning osv.

Men hvis opdrætterne skal avle målrettet på dette, må de kende deres avlsmateriale = selv træne med avlshundene + få dem mentalbeskrevet.

Det er min skyld...

Vi som træner positivt og belønningsbaseret har meget fokus på vor egen andel i træningen. Vi kender alle til at have udfordringer og problemer med ting og detaljer og peger altid på at vi må lede efter løsninger i vores træningsplan, i tkff (timing, kriterier, forstærkningsfrekvens og kvalitet). Og helt sandt vil vi oftest også finde løsningerne der. Og helt sandt så kan vi ikke ændre på hvad hunden tænker etcetc. ...det ved vi godt alt det der. Og derfor så havner vi også ofte i en masse selvbebrejdelser når tingene ikke går som vi ønsker og håber. Det er jo min skyld! Hunden kan ikke gøre for det!

Nej, det kan den ikke... Og ja, det eneste vi kan ændre er vor egen indsats og plan. Men inden du fylder dig selv med negative tanker om din egen uduelighed og manglende evne til dit og dat i træningen så husk lige på hvad grundtanken er i klikkeretræning. Vi har ikke fokus på fejl men leder efter det der er rigtigt og belønner det. Husk at gøre det når du evaluerer din træning. Led efter de ting som er gået godt, klap dig selv på skulderen og repetere hvad det var der gjorde at netop dette pas lykkedes ...det er det der gik godt som du skal fortsætte med!

Og når det så er sagt, så er der også en anden ting at tænke på. Eller der er mindst to til...og flere som jeg endnu ikke er kommet på. Men den ene er: hvis noget ikke virker og du virkelig har prøvet en masse, kan det så være at der er noget fysisk i vejen med din hund?? Noget som ikke umiddelbart ses men alligevel generer hunden. Tjek det! Vores hunde kan som bekendt ikke tale...bare vise adfærd!

Og den anden ting jeg har tænkt på er: medfødte egenskaber. Lad for pokker være med at sammenligne din hund med træningskammeratens, din tidligere , eller andre hunde af samme race. Din hund er udstyret med et unikt sæt gener som skaber rammerne for adfærdsrepertoire . Det er helt sandt at vi kan ændre på langt det meste adfærd hos vores hunde men de har immervæk nogle meget forskellige forudsætninger for alt muligt. Belønningsinteresse, følsomhed for stress, appetit, temperament...you name it.

Så tag lige og drop dine selvbebrejdelser. Tænk klikkersk og se ikke fejl som fejl men nye kriterier og udfordringer.
Det var bare det jeg ville sige, Hej!

Alle blogger...

...næsten. Jeg er ikke flink til at læse alle de mange hyggelige og kloge hjørner på nettet, men måske er det ikke så tosset at prøve det for også at få tænkt lidt højt under forberedelser til næste udgave af Canis, til ideer for kommende kurser, tanker om træning og hvad ved jeg. Og lur mig om ikke der vil indsnige sig en madopskrift og en lovprisning af en flaske vin hist og her. Men det var bare det jeg ville sige. Hej!