Svær eller nem at træne med?

I Canis nr 1 2014 drejede tema sig om arv og miljø. Dette er et tema der interesserer mig rigtig meget -  i tråd med blogindlægget fra d.28. (Det er min skyld..).

Især Maj-Brit Iden, Anette Matlands og Gry Løbergs artikler med fokus på arvelighed af mentale egenskaber synes var yderst interessant og pegede på opdrætternes ansvar.  For faktum er at vores valg af race og individ jo giver os et udgangspunkt for hvordan vores liv med vovsen vil forme sig. Hvor svært eller let bliver det at have hunden i hverdagen og hvor godt egner den sig til det du gerne vil bruge hunden til?

Jeg synes det er værd at bruge en del tid på at tænke over hvad der skal til for at få succes med mit  hundehold når jeg nu har valgt belønningsbaseret hundetræning. Når man vil undlade at bruge ubehag (i daglige tale straf) på sin hund for at korrigere dens adfærd, ja så må man blive specialist i at belønne. Så det første skridt i den retning er at DU SOM HUNDEEJER LÆRER DIG AT BELØNNE DIN HUND PÅ EN MÅDE SOM GIVER EFFEKT FOR DEN ADFÆRDSÆNDRING DU ØNSKER – altså at hunden vil modtage den belønningsform du tilbyder.

 

Det er fuldstændigt korrekt – som mange andre instruktører end mig påpeger - at belønningsleg afgjort er noget der kan læres. Vi kan opnå MEGET bedre træning ved at lære hunden at lege. Og der kan faktisk OGSÅ gøres noget for hunde som ikke er så madglade for at blive mere interesseret i madbelønning. Og jeg mener klart at vi som hundeejere må tage denne opgave på os!

 

MEN når det så er sagt, så mener jeg absolut også at OPDRÆTTERNE burde skele lidt til dette – uanset hvad for en hunderace vi taler om og uanset om hunden skal være konkurrencehund eller ej.

ALLE hunde har brug for en eller anden form for træning/læring af almindelige hverdagsting (såvel som vi er nogen der ønsker os en Ferrari på konkurrencebanen). Og nu har vi der dyrker hundesport helt sikkert mere træningsinteresse end fru Jensen der køber sig en familiehund, og som ikke køber den med andet formål end en ledsager på skovturene. Vi som træner målrettet, skal nok få arbejdet med belønningsinteressen, og vi har også stor fokus på dette når vi køber hund! Men hvis fru Jensen får fat i en hund som ikke har den store madglæde og som glor forundret når en bold triller hen ad jorden – så får hun det lidt svært når hun skal til at lære den at komme når hun kalder hvis der er mange forstyrrelser tilstede – eller hun gerne vil have den med på ture i byen, på camping etc. og den her meget gerne skulle kunne gå pænt i snor. Hvis det er svært at belønne hunden, og der virkelig skal lægges meget arbejde i dette – hvor meget tror du så Fru Jensen får trænet med Fido? Og hvis hun får problemer med Fido fordi hun ikke får trænet – hvem taber så her? Det gør BÅDE fru Jensen OG Fido.

 

Jeg kunne ønske mig at opdrætterne havde mere fokus på dette for der er afgjort OGSÅ tale om en medfødt faktor. Det er 100 gange SJOVERE og NEMMERE at træne med en hund der synes at kong er gud – uden at jeg skal lægge måneders arbejde i dette før jeg overhovedet kan få noget ud af træningen . Og hvis det er sjovt og nemt at træne med hunden fordi den er nem at belønne – så får du også gjort det! Hunde som er svære at belønne, kræver meget dygtige trænere! De kræver meget mere omhyggelig planlægning af træning osv.

Men hvis opdrætterne skal avle målrettet på dette, må de kende deres avlsmateriale = selv træne med avlshundene + få dem mentalbeskrevet.

Det er min skyld...

Vi som træner positivt og belønningsbaseret har meget fokus på vor egen andel i træningen. Vi kender alle til at have udfordringer og problemer med ting og detaljer og peger altid på at vi må lede efter løsninger i vores træningsplan, i tkff (timing, kriterier, forstærkningsfrekvens og kvalitet). Og helt sandt vil vi oftest også finde løsningerne der. Og helt sandt så kan vi ikke ændre på hvad hunden tænker etcetc. ...det ved vi godt alt det der. Og derfor så havner vi også ofte i en masse selvbebrejdelser når tingene ikke går som vi ønsker og håber. Det er jo min skyld! Hunden kan ikke gøre for det!

Nej, det kan den ikke... Og ja, det eneste vi kan ændre er vor egen indsats og plan. Men inden du fylder dig selv med negative tanker om din egen uduelighed og manglende evne til dit og dat i træningen så husk lige på hvad grundtanken er i klikkeretræning. Vi har ikke fokus på fejl men leder efter det der er rigtigt og belønner det. Husk at gøre det når du evaluerer din træning. Led efter de ting som er gået godt, klap dig selv på skulderen og repetere hvad det var der gjorde at netop dette pas lykkedes ...det er det der gik godt som du skal fortsætte med!

Og når det så er sagt, så er der også en anden ting at tænke på. Eller der er mindst to til...og flere som jeg endnu ikke er kommet på. Men den ene er: hvis noget ikke virker og du virkelig har prøvet en masse, kan det så være at der er noget fysisk i vejen med din hund?? Noget som ikke umiddelbart ses men alligevel generer hunden. Tjek det! Vores hunde kan som bekendt ikke tale...bare vise adfærd!

Og den anden ting jeg har tænkt på er: medfødte egenskaber. Lad for pokker være med at sammenligne din hund med træningskammeratens, din tidligere , eller andre hunde af samme race. Din hund er udstyret med et unikt sæt gener som skaber rammerne for adfærdsrepertoire . Det er helt sandt at vi kan ændre på langt det meste adfærd hos vores hunde men de har immervæk nogle meget forskellige forudsætninger for alt muligt. Belønningsinteresse, følsomhed for stress, appetit, temperament...you name it.

Så tag lige og drop dine selvbebrejdelser. Tænk klikkersk og se ikke fejl som fejl men nye kriterier og udfordringer.
Det var bare det jeg ville sige, Hej!

Alle blogger...

...næsten. Jeg er ikke flink til at læse alle de mange hyggelige og kloge hjørner på nettet, men måske er det ikke så tosset at prøve det for også at få tænkt lidt højt under forberedelser til næste udgave af Canis, til ideer for kommende kurser, tanker om træning og hvad ved jeg. Og lur mig om ikke der vil indsnige sig en madopskrift og en lovprisning af en flaske vin hist og her. Men det var bare det jeg ville sige. Hej!